Kampen om sommersværdet (Magnus Chase og de nordiske guder)

sdr

Fra bagsiden

Magnus Chase har ikke haft det let. Siden sin mors mystiske død har han levet i skjul på gaden. Men da en ildjætte truer hele byens befolkning, må sandheden frem: Magnus er søn af en nordisk gud. Vikingernes myter er sande, og Asgårds guder gør klar til krig.

For at forhindre Ragnarok må Magnus finde et våben, som har været forsvundet i tusindvis af år. Men det er ikke engang det værste. For først må han dø. Og når den lille detalje er klaret, får han brug for alle sine talenter, en håndfuld gode venner og måske lidt held for at finde sn fars sværd og redde verden fra undergang.

Jeg er ikke den store fantasy nørd, og jeg er generelt ret skeptisk over for genren, da jeg normalt er mere til mere realistiske romaner, hvor der ikke sker noget magisk. Der hvor jeg godt kan lide fantasy er når historien virker så troværdig, at jeg faktisk vil tro på, at selvfølgelig eksistere der sådan et parallelt samfund som vi bliver præsenteret for i romanen. Det oplevede jeg med denne bog – jeg troede på hvad der skete, selvom det selvfølgelig også er ret langtude meget af det der foregår i den nordiske mytologi. Udover at selve historien er ret spændende med en del action lærer man også en del om Nordisk mytologi, og ligesom jeg argumenterede for i min anmeldelse af Ravnenes Hvisken er det en del af vores kulturarv – også selvom lokationen i denne bog er flyttet til Boston.

Jeg har aldrig tidligere læst noget af Rick Riordan, men jeg synes han har en rigtig sjov måde at skrive på, hvor man virkelig tror på at det er en 16-årig knægt som har de tanker og oplevelser som Rick Riordan beskriver.

Jeg har altid synes Nordisk Mytologi er spændende, og har en masse gode historier, men jeg havde egentlig aldrig tænkt på før jeg læste Ravnenes Hvisken at de ville fungere så godt i fantasy-genren som de gør.

Bogen er en del af en serie på tre, og jeg har i hvert fald fået smag på at læse resten af serien.

Reklamer

Ravnenes Hvisken

ravn

Der er sket noget vildt. Jeg har fået læst en fantasy roman, hvilket er ret sjældent at jeg kaster mig over. Denne bog havde jeg hørt om første gang til Bogbloggertræf tilbage i 2016, men havde ikke fået læst bogen selvom jeg synes den var spændende, dette skyldes muligvis at jeg frygtede at jeg ikke kunne lide den, da det jo er en fantasy bog. Men en af mine kollegaer talte meget varmt om bogen, og fik mig overtalt til at begynde at læse bogen, og jeg blev hurtig grebet af historien.

Bogen har rigtig meget jeg godt kan lide, og måden den er fantasy bog på kan jeg rigtig godt lide. Det jeg ofte har haft svært ved med fantasy er, at det simpelthen er for urealistisk, at jeg ikke rigtig kan tro på historien, og det ofte er så pædagogisk korrekt at jeg keder mig ihjel. Men med Ravnenes Hvisken troede jeg på historien, jeg troede faktisk på, at der sagtens kunne finde mennesker som Anne, Luna og Od osv. Det der også fungere godt er, at hovedpersonen selv er skeptisk over for det miljø som hun er havnet i med nordiske guder osv.

Derudover synes jeg det fungere rigtig godt med Nordisk Mytologi som miljø, da det er en del af vores kulturarv, som kan give en interessant ny viden og interesse om de nordiske guder.

Jeg kommer selv fra Nordjylland – dog ikke den del af Nordjylland, hvor denne roman foregår, men jeg synes alligevel at det var meget sjovt, at bogen foregik i Nordjylland.

Nå men hvad synes jeg så om bogen? Egentlig kunne jeg godt lide bogen, men jeg må også tilstå at jeg nogle steder tabte tråden fordi det blev lidt forvirret, og jeg blev præsenteret for rigtig mange mennesker, hvor jeg tænkte hvem er de?

Jeg vil helt klart anbefale folk, at læse bogen, også folk som normalt ikke læser fantasy for den fungere rigtig godt. Jeg glæder mig ihvertfald til at læse videre, og jeg har da fået fat i 2’eren plus novellen Verden Styrter.

Tak for gaven (Carlsen) til Bogbloggertræf 2016

Skyggeporten

Så blev det søndag aften, og endnu en weekend er slut. For mit vedkommende har det stået på arbejde, en tur til storcentret i Skalborg og så noget læsning. I løbet af denne uge blev jeg færdig med Skyggeporten af Lene Kaaberbøl som var et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.

Handling..

For syv år siden forsvandt Annas mor, og lever nu alene med hendes far. En dag hører Anna hendes mor kalde og råbe om hjælp. Dette bliver begyndelsen på et vildt eventyr ned i mørket, hvor Anna møder en masse mærkelige skabninger og knytter nye bånd, bl.a. til drengen Aian, drengen Hero der kan læse hendes tanker, hvilket er en kæmpe fordel, da hun er stum. Men der er onde krafter tilstede i det underjordiske rige, som Anna møder, og hun må se mange fare i øjnene for måske igen at blive genforenet med hendes mor.

Bedømmelse..

Kender I det, at der er en genre som man virkelig gerne vil kunne lide, men at det bare ikke lykkedes? Sådan har jeg det med fantasy, og specielt dansk fantasy. Jeg er vild med Harry Potter, men ellers er jeg ikke særlig vild med fantasygenren. Jeg havde forventning om, at jeg kunne lide denne bog, men det kunne jeg ikke. Jeg havde meget svært ved at koncentre mig om handlingen, og jeg kom ofte på tankeflugt, så jeg gik glip af noget af historien og derfor ikke kunne forstå hvad der egentlig skete. På en måde tror jeg også jeg er for “gammel” til denne bog eller så var det bare fordi den ikke var min kop te, og det er alle bøger jo ikke, så det er vel okay. Jeg vil til sidst dog sige, at trods min kamp for at komme igennem bogen, synes jeg Lene Kaaberbøl skriver rigtig godt, og jeg kan sagtens forstå hvorfor hun er så populær.

Jeg har ofte forvekslet Fantasy og Science Fiction med hinanden, men har nu læst lidt fra begge sidder og må nok konstatere at jeg mest er til Science Fiction bøgerne.

Fortsat god søndag..

2/5

Spektrum #Leoniderne

Titel: Spektrum #Leoniderne

Jeg læste denne bog på ereolen.dk så gik desværre glip af denne smukke forside... Forsiden er hentet hos saxo.dk

Jeg læste denne bog på ereolen.dk så gik desværre glip af denne smukke forside… Forsiden er hentet hos saxo.dk

Forfatter: Nanna Foss

Sidetal: 541

Forlag Tellerup

Udgivet: 2014

Fra bagsiden: Hvornår startede det egentlig?
Med den gamle dame der beskyldte osfor verdens undergang?
Med drømmen om de lysende hænder?
Med kompasset der gav os brandsårene?
Eller længe før?
15-årige Emilie tegner en dreng med turkise øjne
og et mystisk prismesmykke.
Dagen efter får hun et chok,
da drengen starter i hendes klasse.
Før Emilie får set sig om,
har hun trekantede ar i håndfladerne,
og hendes skolekammerater begynder at kunne
uforklarlige ting.
Eller er det bare indbildning?
Grænserne mellem drøm og virkelighed viskes ud, og Emilie prøver desperat at undgå
at blive en del af kaosset.
Men snart må hun indse sandheden.
Det er kun et spørgsmål om tid …

Bedømmelse: Hvor ville jeg gerne sige, at jeg elskede denne bog, men det kan jeg ikke. Der gik rigtig langttid før jeg egentlig blev interesseret i bogenshandling. Jeg synes der gik for langttid før der for alvor skete noget. Jeg synes det var meget tydeligt at det er en del af en større serie, for den sidste halvdel af bogen var rigtig spændende, og lagde op til en spændende forsættelse.

Nanna Foss er debutant, men en meget lovende debutant, og selvom bogen ikke fangede mig 100% synes jeg hun skriver rigtig godt. Hun har en evne til at beskrive personerne på en måde som gør dem helt levende for mig. Jeg synes det er dejligt i en bog som henvender sig til teenager, at der ikke bliver set ned på dem, og de også bliver udfordret rent intellektuelt. Til tider var jeg måske lidt itvivl om personernes alder. Vi får at vide, at Emilie er 15 år, men på nogle tidspunkter virker hun og også de andre personer ældre end de egentlig er. Jeg blev specielt fanget i de afsnit hvor Emilies evne til at tegne ting der kommer til virkelighed bliver beskrevet. Jeg håber der vil komme mere af det i de næste bøger.

Udover “Udvælgelsen” af Kiera Cass var dette mit første møde med Science Fiction. En spændende genre som jeg lige skal vende mig til.

RRRRR