En dag vil vi grine af det

Jeg havde i de seneste anmeldelser brugt en engelsk anmeldelsesstil som jeg havde fundet på Instagram, men jeg var ikke helt vild med den, så jeg forsøger mig med en som jeg selv mere forstår.

Forfatter: Thomas Korsgaard

Sideantal: 312

Forlag: Lindhard og Ringhof

Resume: Tues mor har fået en stor erstatning for en arbejdsskade, og nu skal alt blive godt. Men er penge det, der skal til, for at komme fri af den følelse af rod og opløsning, der hidtil har præget dagligdagen? Og hvad sker der, når Tue ikke længere er et barn – men en ung voksen, som opdager, at der er en verden uden for hjemmet for enden af grusvejen?

Personer: Personerne som man følger er ligesom i Hvis der skulle komme et menneske forbi Tues familie. Man kender dem derfor, og ved hvordan de er. Moren er kommet til penge via en erstatning, og derved kan man også mærke hendes personlighedsændring. Tues person er fokuseret meget på spørgsmålet om han er bøsse eller ej, og det at komme væk fra hjemmet. Vreden og skænderierne er ikke blevet mindre i det lille hjem, nærmest tværtimod.

Skrivestil: Thomas Korsgaard har en evne til at skrive så man bliver opslugt af historien og bare nyder læsningen. Det er ikke en historie fuldt med dramatiske højdepunkter, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at læse videre.

Miljø: Det er udkants Danmark, hvor der er langt til det glammerøse København. Det er et trist barndomshjem uden kærlighed.

Bedømmelse: Jeg var vild med denne bog ligesom den forrige bog. Jeg var vild med skrivestilen, men også den triste historie om en trist opvækst. På et tidspunkt var ikke så begejstreret for bogen, det var specielt mod slutningen, hvor det blev lidt for meget af det gode. Dog endte jeg med at blive ret vild med slutningen som jeg faktisk gav rigtig god mening også i forhold til bogens titel.

Anbefales til: Jeg vil anbefale, at du lige læser Hvis der skulle komme et menneske forbi først ellers vil du mangle vigtig information når du læser denne bog. Derudover vil jeg anbefale bogen til folk som godt kunne lide bøger som Kunsten at græde i kor eller Glasslottet. Det er en bog omhandlende ressourcesvage familie og man skal kunne kapere at læse, om en familie som har det svært, hvor ikke alt er idyl.

Tilfældig citat: ”Hold nu op. Jeg elsker da din far”. S. 140 linje 7.

Advertisement

Hvis der skulle komme et menneske forbi

Det er ved, at være et stykke tid siden jeg sidst har blogget, da jeg har valgt at rengøre bloggen lidt. Helt rengjort er den dog ikke. Der er utrolig mange indlæg som jeg gerne vil give nye kategorier og tags, men det må vente, for jeg har lyst til, at skrive om bøger jeg har læst. I dag anmelder jeg en af de meget omtalte bøger i den danske litteratur, nemlig Hvis der skulle komme et menneske forbi af den meget unge forfatter Thomas Korsgaard. Jeg vil i dag forsøge, at anmelde bogen udfra et engelsk/amerikansk koncept som jeg stødte på, på Instagram forleden, og som måske kan gøre anmeldelserne lidt anerledes. Begrebet hedder CAWPILE og er en forkortelse for characters, atmosphere, whiting style, plot, intrigue, logic og enjoyment. Jeg vil i denne sammenhæng bruge danske begreber i min anmeldelse så det istedet bliver KASPILB (ikke så fansy).

Nederst i anmeldelsen er der et tilfældig citat fra bogen. Citatet er udvalgt fuldstændig tilfælgig ved at jeg har slået tilfældig op i bogen.

Handling: Tue vokser op på en gård for enden af en grusvej et stykke uden for Skive. På gårdspladsen løber en flok hunde vildt omkring. Finanskrisen kradser, landbruget er presset, og Tues familie er presset i særdeleshed. Faren prøver desperat at holde sammen på stumperne og gældsætter sig hos sin bror, mens moren drømmer om den store gevinst og forsvinder ind i sin egen verden af forførende internetkasinoer.

Karakterer: Det er ret interessant personer, som virker uhyggelig troværdige.

Atmosfære: Beskrivelsen af atmosfæren er fænomenal, og jeg var på intet tidspunkt i tvivl om hvilken stemning der var i bogen. Alt er forklaret på en måde så jeg bare kunne fornemme lugten i det triste barndomshjem.

Skrivestil: Der er en grund til, at Thomas Korsgaards foreløbig to bøger bliver anbefalet over alt. Han skriver fremragende, og endnu mere imponerende er det, at han kun var 21 år da denne bog blev udgivet. Alt er skrevet med en blanding af tristhed og humor, og med få ord er man inde i den historie som bliver fortalt.

Plot: Jeg synes handlingsforløbet eller plottet fungere rigtig godt. Man følger jo en dreng opvækst fra han er mindre til han skal i gymnasiet. Det er smart af forfatteren at begynde historien, da familien bliver ramt af den sorg at moren fødder et dødfødt barn. Det er der, det for alvor begynder at gå ned af bakke, men man rammes også allerede af familiens elendig i første kapitel 1, da huset er blevet invaderet af rotter. Scenen er sat og man ved som forfatter, hvor man er – genialt.

Intriger: Er nok den af begreberne i denne anmeldelse som jeg synes er sværest at forstå. Derfor så jeg lige klip på Youtube omkring det, og der menes, det som gør, at jeg har lyst til at læse bogen. Jeg var vild med historien, men der er steder i bogen som jeg husker bedre end andre, f.eks. rotterne i huset, morens ludomani, konfirmationen og Tues had ved at gå i skole.

Logik: Her menes, hvordan jeg synes historien hænger sammen rent logisk. Dette kan f.eks. være vigtigt, hvis der bare er noget som ikke virker logisk i forhold til det vi tidligere har fået at vide. Jeg synes historien virker meget logisk. Der er ikke noget som virker utroværdig eller hvor jeg tænker det kunne ikke være sket.

Bedømmelse: Jeg elsker når, jeg finder bøger som bare imponere mig, og hvor jeg bare har lyst til at fortælle alle om, hvor god en oplevelse det var at læse denne bog. Sådan havde jeg det med Hvis der skulle komme et menneske forbi. Jeg var virkelig dybt imponeret, og jeg vidste, at jeg hurtigst mulig skulle have fat i 2’erne En dag ville vi grine af det, det fik jeg heldigvis, da jeg havde vagt på et bibliotek som havde den imellem 14 dags lån. Så helt klart 5 store stjerner.. 

Tilfældig Citat: “Er du nu her igen, Tue? Det var godt nok hurtigt.” s.189, linje 12.

 

Min mor plejede at sige

Erika har det hele. Hun er en succesfuld ejendomsmægler i New York og har to smukke døtre. Men hendes liv tager en uventet drejning, da datteren Kristen dør i en togulykke, og hun bliver ramt af dyb skyldfølelse. Erikas overlevende datter, Annie, takler sorgen på sin egen måde: Hun er overbevist om, at der er sket en forveksling, og at Kristen stadig er i live. Erikas skyldfølelse og Annies benægtelse får mor og datter til at glide fra hinanden, isoleret i hver sin elendighed.

En dag modtager Erika en anonym e-mail med et citat fra en af de scrapbøger, hun har givet til sine døtre, fyldt med visdomsord fra hendes egen mor og bedstemor. E-mailen bliver den første i en række, der leder Erikas opmærksomhed mod Mackinac Island, hvor hun tilbragte en ulykkelig barndom. Det får Erika til at indse, at hun må samle mod til at rejse hjem til sin barndomsø og komme overens med sin egen komplicerede fortid – ellers risikerer hun at miste begge sine døtre for altid.

Min mor plejede at sig var en rigtig god oplevelse, og det gjorde at jeg fik lyst til, at læse flere af forfatterens bøger. Jeg synes hun skriver godt og medrivende, med en spændende historie på hjertet, hvor det er tydeligt at der sker en udvikling. Grundideen med at man følger en mor og en datter i den svære sorgperiode efter at have mistet en datter/søster fungerer rigtig godt og faktisk også meget realistisk, for hvor mange som har mistet en pårørende pludselig har ikke stillet sig spørgsmålet: ”Hvis jeg nu havde gjort eller ikke gjort så var det nok gået anerledes. Både Erika og Annie prøver at tilgive sig selv, fordi de mener, de bærer skylden for Kristens død. Derudover må Erika slås med ting fra sin barndom, hvor hun skal forsøge at forstå hvad der egentlig skete, da hendes egen mor døde.

Jeg kunne rigtig godt lide, at læse bogen. Jeg vil betegne bogen lidt som en feel-good bog ala Jojo Moyes m.fl. Jeg har i hvertfald fået mod på at læse mere af forfatteren.

Tak til People’s Press for anmeldereksemplar.

Tid til at sige farvel

Hvordan kan du forlade den du elsker allerhøjest? Will Curtis elsker sin datter over alt andet, og vil gøre hvad som helst for hende. Lille Ella på seks år ved at hendes far aldrig vil forlade hende, det har han lovet, da hendes mor døde. Men det vil snart vise sig, at det løfte bliver meget sværere at holde, end Will nogensinde havde forestillet sig. Da han står overfor sin livs vanskeligste beslutning, opdager Will, at det mest åbenlyse valg ikke altid er det rette. Men fremtiden er fuld af overraskelser, og snart må far og datter begive sig ud på deres livs rejse sammen.

Denne bog mindede mig meget om Før du forsvinder og Mig uden dig. Den kredser lidt om de samme emner I denne bog følger man Will efter han er død og blevet en ånd. Han følger sin lille datter som nu er blevet forældreløs. Will skal tage stilling til om han ønsker, at blive hos Ella som ånd eller han vil over på den anden side. Det er en rørende historie, og der sker hele tiden noget dramatisk som til tider måske kan virke til at være lidt for meget af det gode, men det jo bare at Wills valg bliver sværere og sværere.

Bogen er skrevet på en fin måde, og jeg elskede de forholdsvis korte kapitler. Dog var der til tider mange stavefejl som ødelagde læsningen lidt.

Tak til HarperCollins som for snart langtid siden sendte denne bog til mig. Jeg fortryder at jeg ikke læste den før, for den er meget vellykket, og helt klart værd at læse.

Pas på hvad du ønsker dig (Clifton Krøniken nr. 4)

Harry Clifton og hans hustru Emma styrter til hospitalet, hvor deres søn Sebastian er blevet indlagt efter en alvorlig bilulykke. Imens finder et snedigt udtænkt magtspil sted i Barrington Shipping Company, hvor Don Pedro Martinez forsøger at forhindre, at Emma indtræder som formand og uden varsel tager den ukendte Cedric Hardcastle plads i Barringtons bestyrelse. Denne uforudsete omvæltning kommer til at ændre livet for alle i familierne Clifton og Barrington.

I sidste uge udkom fjerde del af Jeffrey Archers Clifton serie. Jeg havde glædet mig meget til at læse videre i serien, da bog tre endte på et utrolig spændende tidspunkt. Siden jeg læste bog 3; En velbevaret hemmelighed har jeg haft æren af at møde den noget speciele forfatter til bogen Sir Jeffrey Archer, og derved også få lidt baggrundsviden om bogen.

Jeg er ret begejstret for Jeffrey Archers skrivestil, hvor der hele tiden er et vist drive i historien, og hver gang at man tænker at nu kan man ånde lettet op sker der noget som sætter historien i gang igen. Dette er også tilfældet i denne verden, hvor man for alvor følger bestyrrelsesdramaet i familiens redderi; Barrington. Det kunne tid tider blive lidt tungt, men havde jeg lyst til at følge med i, hvad det næste træk blev i magtkampen.

Overordnet kunne jeg godt lide Pas på hvad du ønsker dig, men alligevel blev jeg skuffet i forhold til de første par bøger i serien, hvor den personlige historie var meget mere interessant end jeg synes historien om et redderi er. Dog har bogen historier om personerne som er interessante og sørgelig og det er der jeg virkelig synes historien har sin styrke. Desuden må jeg heller ikke glemme at fortælle, at hele historien omhandler hævn af personlige årsager – og det er vigtigt i forståelsen af hvorfor personerne gør som de gør.

Ligesom i de andre bøger i serien følger man historien fra forskellige vinkler og det fungere virkelig godt. Vi som læser ved derved mere end personerne i historien gør, da vi både kender “De onde” og “heltenes” tanker og planer. Med andre ord vi har mulighed for at vide, hvad der skal ske før det faktisk sker i bogen.

I denne bog er det blevet mere og mere tydeligt, at Jeffrey Archer er spændingsforfatter, hvor der hele tiden skal ske noget for at få historien til at flyde.

Overordnet var jeg vild med historien og den blev også hurtig læst. Jeg vil anbefale at folk lige læser de tre første bøger ellers giver denne bog ingen mening. Desuden skal du kunne lide historie og spænding for at kunne lide bogen – og ikke blive skræmt væk af Jeffrey Archer til Bogforum 2017.

Tak til Lindhardt & Ringhof for anmeldereksemplar. Ord og holdninger er som altid mine egne.

Jeg har desuden anmeldt de første tre bøger i serien. Du kan læse mine anmeldelser ved at trykke på titlerne nedenfor.

Hvor der er vilje

Faderens synder er desværre ikke anmeldt, men givet 5 stjerner på Goodreads.

En velbevaret hemmelighed

Jeffrey Archer til Bloggerevent ved Bogforum 2017

 

Den, der lever stille

Har du nogensinde læst en bog, hvor du ikke har ord for hvor fantastisk en oplevelse det har har været. Sådan har jeg det med denne bog, men jeg vil alligevel forsøge at skrive lidt ord om denne fantastiske bog, men først en lille beskrivelse af bogen fra Politikens hjemmeside..

Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Og om den unge litteraturstuderende, der på trods flytter til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. ”Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem”, siger hendes far, men så tager Leonoras raseri og livslyst endelig over.

Jeg kendte godt Leonora Christina Skov før jeg læste denne bog, men havde aldrig læst noget af hende. Jeg havde hørt lidt om hendes forhold til sin mor og også at hun var lesbisk, men ellers var mit kendskab minimalt, men jeg vidste bare at denne bog skulle jeg læse. En af grundene til, at jeg ville læse denne bog var, at hendes mor desværre mindede meget om min egen mormor som jeg den dag i dag stadigvæk har svært ved at forstå hvorfor hun var som hun var.

Da jeg læste bogen var jeg ikke på noget tidspunkt itvivl om, at det var en trist barndom som Leonora Christina havde, og jeg blev så vred på hendes vejne over hendes forældre reaktion på at hun er lesbisk – og forundret. Jeg har flere homoseksuelle i min omgangskreds og det har aldrig været et chok eller noget jeg har tænkt som unaturligt for dem – nej det modsatte havde sikkert været mere chokerende, men det vidner måske også om, at hendes forældre slet ikke kendte hende.

Sprogligt er bogen på et rigtig godt niveau, og læsningen foregår på en ret flydende måde, der var kun et sted i bogen hvor jeg ikke fattede noget som helst, men det var fire linjer, hvor en kæreste taler om noget meget fagspecifik, og det betyder ikke så meget for selve oplevelsen. Leonora Christina Skov er en dansk forfatter og jeg nød for en gangs skyld at læse noget af en dansk forfatter, for jeg kunne virkelig mærke det skønne i når noget ikke går tabt i en dårlig oversættelse.

Som du nok allerede kan gætte vil jeg ligesom mange andre anbefale bogen til alle – ja jeg har allerede lånt bogen til min mor som aldrig læser bøger. Den har noget som jeg tror rigtig mange vil have godt af at læse. Derudover er det en af de mest pæne bøger at se på. Selve bogen er skøn at se på, og smudsomslaget er også flot.

Derfor tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar.

PS. Jeg fik sat nogle ord på, hvor fantastisk en oplevelse denne bog var.

De voksnes rækker

I denne nye roman, der foregår i 1964, kan du møde de to veninder igen. De er begge godt gift, men det betyder bestemt ikke, at tilværelsen er uden problemer: den ene er ufrivilligt barnløs, den anden lige så ufrivilligt gravid – en situation, der ikke ligefrem bringer harmoni i forholdet mellem de to kvinder, der i forvejen slås med hver sin vrisne ægtemand samt henholdsvis en opsætsig teenagedatter og en solid omgang husmor-kedsomhed. Hverken Vittoria eller Conny finder det nemt at acceptere, at ungdomsdrømmene er slut, og at de nu skal være voksne – resten af livet. 

For et par år siden læste jeg Italiensvej af Anna Grue, og blev grebet af den 50’er hygge som bogen emmede af. Så da Anna Grue i efteråret 2017 udkom med en 2’er i serien ville jeg selvfølgelig gerne læse bogen.

I denne bog er der gået seks år siden Vittoria og Ejner er blevet gift og børnene er nu blevet væsentlig ældre. Den store pige Helle skal konfirmeres og er blevet en rigtig teenager som elsker The Beatles og hader sin far.

Jeg elsker 60’erne, jeg har altid synes det var et spændende årti, hvor forbrugsfesten var i gang, og en ukuelig optimisme på at det nok skulle gå florrede i samfundet. Ungdommen fik pludselig en stemme og der blev sat spørgsmålstegn ved det bestående. Det synes jeg virkelig denne bog formår at beskrive på en måde så jeg virkelig følte mig til stede i 1964 – og det var lige meget om det var til Helles konfirmation, hvor der blevet røget og drak eller om det var til The Beatles koncert i KB-hallerne eller det var Vittorias tur til 60’ernes Rom. Ja, jeg havde lyst til at få en grammofonafspiller og lytte til Beatles, men i virkeligheden blev det kun til The Beatles på Spotify. Og ja, jeg fik også en uværgelig lyst til en tur til Rom og italiensk mad.

Som det måske fremgår er denne historie smækfuld med sanseindtryk og det er virkelig historiens styrke, at jeg følte, at jeg var til stede i bogen. Helle er en fantastisk karakter som heldigvis fylder meget, og selvom ungdomsoprøret ikke er begyndt fornemmer man en fremtidig oprør, og så er hun bare en spændende person med mange sider – for på den ene siden er hun den dygtige og pligtopfyldende pige, men oprørsk når hun ikke bliver taget alvorlig af hendes kedelig gamle far. Vittoria er måske lidt kedelig, men jeg kunne ikke lade være med at elske hende, hun er en utrolig omsorgsfuld og tilgivende person. Hendes veninde Conny er hendes diametrale modsætning, men heldigvis udvikler hun sig meget igennem bogen, og er et tydeligt bevis på dagtidens manglende viden om graviditet og rygning og druk.

Alt i alt var jeg rigtig glad for at læse bogen, den er utrolig hyggelig, men den er også meget stille og rolig, så hvis man forventer action skal man ikke læse denne bog for så falder man i søvn. Den foregår i et stille og roligt tempo, og jeg tænker folk som selv har oplevet 60’erne vil kunne nikke genklang til meget i bogen, for jeg synes den er meget tro mod 60’ernes ånd og hvordan vil opfatter 60’erne i 2017-18.

Denne bog er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, men holdningerne er som altid 100% mine egne.

Jul på Stony Cross Manor

Denne bog er sponsoret af Bog & Ide.

Så er vi kommet til allersidste del af Wallflower-serien.  Denne gang er det en rigtig julefortælling, hvor kærlighed og julestemning forenes.

Og så var der julen, hvor Lilian og Daisy Bowmans bror, den amerikanske velhaver Rafe Bowman, kom til London med henblik på at indgå ægteskab. De to søstre havde nemlig begge fundet ægtemænd og bosat sig i England, og  Rafe havde udset sig Lady Natalie – en kvinde fra en af det engelske aristokratis fornemme familier. Et ægteskab, der skulle styrke hans forretningsmæssige ambitioner. Men to ting spærrede vejen. Den ene var Lady Natalies kammerpige, Hannah, der ikke fandt, at Rafe var et passende og pålideligt parti for hendes frøken … og den anden var Rafes passion for en kvinde, som han ikke ønskede – og som han slet ikke kunne få. Til sidst kunne julefreden dog sænke sig over Stone Cross Manor, hvor Lilian Westcliff havde inviteret sin søster, sine to veninder Annabelle og Evie med mænd og børn til at fejre højtiden hos sig og Lord Marcus.

Jeg har nu læst alle Lisa Kleypas bøger som er udkommet på dansk – og jeg elsker dem alle. Jeg kan godt lide historierne og selvom de minder meget om hinanden, og de også er meget forudsigelige nyder jeg virkelig at læse bøgerne. I denne bog følger man Lillian og Daisys bror Rafes forelske i den forkerte. Han skal gerne forloves inden juleaften, men det er ikke lige den som hans far gerne ser ham gift med som han forelsker sig i.

Serien er ofte blevet kendt for en blanding af Jane Austen og Fifty Shades of Grey (dog uden SM). Jeg er egentlig meget enig i denne betragtning, da serien formår at bruge det bedste fra begge genrer.

I denne bog møder man flere af de personer som man også mødte i de andre bøger i Wallflower serien – og det er jo altid dejligt at møde gode bekendte igen – selvom jeg nok havde glemt lidt og blandet noget sammen med Hathaway-serien.

Jeg kunne rigtig godt lide bogen, og det er lidt vemodigt at vinke farvel til denne serie, jeg håber dog snart der udkommer noget mere af Lisa Kleypas på dansk.

Hvis du lige mangler en julebog med lidt ekstra julehygge her til jul kan den købes lige her.

Glasslottet

Da jeg var barn læste jeg Det lille Hus på Prærien og synes det var sådan en hyggelig historie om en familie der rejste fra sted til sted og måtte kæmpe for at overleve de kolde vintre. Glasslottet minder faktisk lidt om Det lille Hus på Prærien – nu er der bare gået 100 år og det er ikke længere idyllisk at være pioner i Midtvesten, men omsorgssvigt og en trist og hård barndom.

Jeannette Walls voksede op med sine forældre, hvis idealisme og stædige insisteren på ikke at tilpasse sig var deres forbandelse så vel som deres redning. Rex og Rose Mary Walls lever som nomader med deres fire børn, flytter mellem ørkenbyer i USA og camperer i bjergene.

Rex er en karismatisk og genial mand, som, når han er ædru, erobrer sine børns fantasi, lærer dem fysik, geologi og sidst men ikke mindst at omfavne livet uden frygt. Rose Mary maler og skriver og har svært ved at udholde det ansvar, der er forbundet med en familie. At tilberede et måltid, som bliver spist på et kvarter, tiltaler hende på ingen måde, når hun i stedet kan male et billede, som måske vil vare evigt.

Da det romantiske ved nomadelivet falmer, trækker familien Walls sig tilbage til en trist mineby, stedet Rex har forsøgt at flygte fra hele sit liv. Familien går mere og mere i opløsning, og Jeannette og hendes søskende må klare sig selv; de sulter, de er møgbeskidte, de fryser og bor i et faldefærdigt hus uden vand og el. Men de klarer sig og kommer videre.

Har du læst en bog, hvor du tænkte WOW. Sådan havde jeg det med Glasslottet.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Glasslottet er lidt over et år siden, da en i min bogklub valgte den som månedens bog, dengang fik jeg aldrig læst bogen færdig, da jeg egentlig ikke troede bogen var noget for mig. Jeg fik så tilbudt bogen igennem Politikens Forlag i det bogen blev genudgivet i forbindelse med filmatiseringen af bogen. Denne gang slog jeg til, men jeg har egentlig haft bogen liggende i langttid, da jeg nok troede bogen var langt vanskeligere at komme igennem end tilfældet var.

Jeg var i sidste uge (ca) i biografen for at se filmatiseringen, jeg kendte selvfølgelig noget af historien, da jeg havde læst noget af bogen, men ikke det hele. Filmatiseringen gav mig virkelig blod på tanden til, at begynde at læse bogen. Det var en god filmatiseringen som faktisk fortæller om det specielle forhold som Jeannette har til sin far, hvor hun både elsker og hader ham. Selvfølgelig kunne jeg godt se at meget var lavet om i filmatiseringen, men det var hovedsageligt i opbygningen, hvor man i filmen ser hovedpersonen Jeannette i nutiden se tilbage på sin barndom. I bogen foregår det mere kronologisk. Jeg forstår fuldstændig, hvorfor man vælger, at fortælle historien anerledes i filmatiseringen, da denne måde virker mere naturlig i filmens verden, og denne fortællestil ville være rodet i en bog. Desuden vil jeg mene, at bogens univers er langt hårdere end det bliver fremstillet i filmen.

Det er en barsk historie, om forældre som ikke evner, at være forældre, og som egentlig heller ikke fatter at de er dårlige forældre. Moren er en ekstrem drømmer som hele tiden tror på at hendes visioner for sit liv kommer i første række i hendes forsøg på at blive kunstner. Faren er alkoholiker og som den skrives i bogens slutning “godt marrineret”. Jeg var på intet tidspunkt itvivl om, at han havde store drømme, men han har ikke drivkraft eller mulighederne for at realisere dem, og så bliver hans eneste ven flasken. Faren er på mange måder den mest interessante person i bogen, for han har så mange sider – han er drømmeren som skaber fantastiske oplevelser for hans børn, men samtidig er det også den person som svigter dem konstant og som opfører sig fuldstændig utilgiveligt overfor alle omkring sig.

I Danmark vil man kalde familien for en normadefamlie, som betegner familier som flytter fra sted til sted når problemerne er ved at hobe sig op for dem. Bogen er basseret på Jeannette Walls egen barndom, og det gør bestemt ikke læsningen mindre forfærdelig for man vil virkelig gerne have at ingen børn vokser op den måde, men det er der desværre også her i Danmark. Walls familien er en typisk normadefamilie som flygter fra sted til sted. Det har været yderst spændende læsning at høre fra en insider som har opnået at komme videre efter sådan en barndom.

Tak til Politikens Forlag for at have sponsoreret bogen.

 

En tur i biografen – Still Alice

Da jeg for lidt over en måned læste Still Alice var jeg dybt imponeret over den gode bog, og glædede mig til at se Juliane Moore i filmen. Filmen havde premiere i sidste uge, men det var først i dag jeg fik tid.

Lad mig allerede nu sige, at jeg elskede filmen, og selvom de havde lavet noget om synes jeg filmen var fantastisk og samspillet mellem Juliane Moore og Alec Baldwin var super. Jeg synes filmen gennem sit filmning og sit valg af musik var fantastisk til at beskrive Alices sindstilstand.

Jeg har altid været vil med film, hvor Juliane Moore medvirkede. Hun har en karisma som jeg bare elsker, og denne film spillede hun bare fantastisk. Den udvikling hun gennemgår er virkelig gribende, hvor hun går fra at være professor i lingvistik med en stor viden til ikke at kunne huske det, og sige til sin mand, jeg har hørt jeg var klog. Den scene, hvor de har den scene fik jeg en klump i halsen, den er bare fantastisk.

Jeg var ikke voldsom vild med Kristen Stewart i rollen, selvom hun nok spillede den rebelske yngste datter udmærket blev jeg træt af hendes rysten med kroppen i gennem hele filmen, og så er det svært at glemme hende som Bella i Twilight.

Handlingen er i forhold til bogen flyttet til New York, jeg kan sagtens forstå hvorfor, for New York er en fantastisk kulisse, men savner lidt film der ikke foregår i New York eller Los Angeles.

Men alt i alt var jeg glad for at jeg begav mig mod Aalborg Biograf.