Juleanbefalinger 2018

davSå er jeg sørme herigen – ja, det er lidt sjældent.

I dag anbefaler jeg lidt julebøger til dig og dem du holder af. Bøgerne er allesammen læst, selvom enkelte er det flere år siden.

Det første bog er Let it snow som jeg læste for ca. 4 år siden. Det er en samling af tre bøger rettet mod unge, og jeg vil gerne tilstå, at jeg ikke kan huske så meget om dem andet end de var hyggelige.

Den anden bog er Rosie Hopkin’s søde jul som er en forsættelse til Rosie Hopkins’ søde drømme. Det er endnu en hyggelig bog af Jenny Colgan, men der er fare for, at man bliver lidt slik sulten.

Jul på Stony Cross Manor er afslutningen på Wallflowers serien. Bogen er fyldt med jul og kærlighed og lidt sex. Jeg kan godt lide Lisa Kleypas bøger, og vil derfor klart anbefale også at læse denne bog, jeg synes man lige skal læse de fire første bøger i serien, for helt at forstå hvad der sker.

Den fjerde bog er en lille fortælling af Tove Jansson “Da julen kom til Mumidalen” som tidligere er blevet udgivet, men nu er kommet i billedbogsformat med nye illustrationer. Det er er et must for Mumi-fan også at læse denne bog, selvom jeg ikke er så vild med illustrationerne, det er ihvertfald tydeligt at det ikke er Tove Janssons originale.

Det sidste bog er nok klassikerne og alle klassikere. Peters Jul, hvor man hører om forberedelser til jul, og det at høre juleversene altid er garanti for god julestemning.

Det var fem af mine julebøger fra bogreolen, men jeg kunne selvfølgelig også nævne Et Juleeventyr af Charles Dickens og mange flere. Hvilken julebog er din favorit?

Advertisement

Endnu en Katherine

I dag udkommer er alle John Greens bøger udkommet på dansk, og “Endnu en Katherine” er en sikker John Green bog.

Handling..

Colin Singleton er det man vil kalde et vidunderbarn, altså han er vanvittig klog, og ved en masse om mange ting, men har tydeligvis en form for socialfobi. Han elsker anagrammer, og tænker alt i anagrammer. Han begynder at lave en teori om, at mennsekeheden kan opdeles i droppere og droppede efter han for nittende gang er blevet droppet af en pige der hedder Katherine. Katherine’er er hans store kærlighed, men hvorfor dropper de ham alle sammen.

Colin tager med sin bedste ven Hussein på Road trip og havner i en lille by, hvor de bl.a. møder Lindsey, en rigtig sød pige, men hun er ingen Katherine.

Bedømmelse..

Lad mig sige det allerede nu: Jeg er kæmpe fan af John Green, og synes han skriver utrolig velformuleret, og kommisk. Denne bog er den sidste som manglede at blive oversat til dansk, og jeg har siden jeg læste “Will Grayson, Will Grayson” glædet mig som et lille barn til at læse denne bog. Desværre levede bogen overhovedet ikke op til mine tårnhøje forventninger. Jeg manglede det kommiske øjeblik som jeg har fået i alle andre af John Greens bøger, jeg savnede, at føle sympati med hovedpersonen. Jeg kom aldrig rigtig til at kunne lide Colin, og synes han var lige mærkelig nok til mig. Jeg kan rigtig godt lide John Greens Road trip og havde forventet, at denne bog ville være ligeså kommisk som det f.eks. er i “Paper Town”, men før jeg fik set mig om var Colin og Hussein i den lille by, med det komiske navn Gunshot og turen var forbi. Hvilket jeg på mange måder også synes historien var. Der sker en udvikling med Colin, men ikke en udvikling som fangede mig specielt. Til tider blev jeg træt af Colins evindelige udregninger over hvordan en graf kunne bevise at han var blevet droppet.

Men jeg må desværre tilstå at denne John Green bog ikke var min favorit, selvom jeg ikke er itvivl om at bogen nok skal appelere til nogen – bare ikke mig.

Tak til Bogrummet for anmeldereksemplaret.

2/5

Endnu en Katherine

Tema torsdag #2 Forfatterfokus

green

Ja sådan ser han ud, ham John Green. Billedet stammer fra en googlesøgning

Januar måned skulle egentlig stå på læsning af en masse historiske romaner, men må tilstå, at tiden og lysten til det ikke er der. Jeg har travlt med opgaveskrivning, arbejde og meget andet, og de Ken Follett bøger som jeg havde tænkt mig at læse er som muresten. I stedet for har jeg valgt, at fokusere på min pt yndlingsforfatter John Green. En forfatter som jeg fik kendskab til i efteråret 2014 og fik hurtigt kærlighed til hans helt fantastisk måde at skrive ungdomslitteratur på. Jeg elsker dialogen, emnerne og miljøerne, ja kort sagt alt. Jeg har indtil videre læst alle hans bøger oversat til engelsk og glæder mig til at der til april udkommer endnu en.

Her er min John Green liste med favoritten først.. Svært valg..

1. En flænge i himlen læste jeg på min tur til Hamburg og sjældent har jeg læst en bog, hvor jeg bare havde lyst til at genlæse den igen med det samme. John Green viser i denne bog, at han evner, at skrive sjovt om et virkelig trist emne

2. Paper Towns først synes jeg bogen var lidt kedelig, men så blev jeg forelsket, specielt i anden halvdel. John Green fik mig til at elske Road Trip..

3. Will Grayson, Will Grayson begyndte med et brag og jeg elskede John Green og David Levithans måde at beskrive high school livet og den første usikre kærlighed, synes dog historien blev mindre og mindre interessant. Jeg var igen vild med dialogen og stemningen i bogen.

4. Let it snow er en roman som er sammensat af tre historier, hvor John Greens er den anden. Hans historie er udmærket, og han arbejder igen med Road trip og kærligheden. Jeg kan huske, at da jeg læste denne bog fik jeg afsindig lyst til Hashbrowns, da jeg synes det lød eksotisk og spændende, men den danske beskrivelse af det virkede ikke synderlig interessant.

5. Gåden om Alaska var min første John Green bog, og jeg var ikke specielt vild. John Green skrev udmærket, men jeg hadede personerne, og kunne overhovedet ikke forstå hvorfor hovedpersonen var så forgabt i Alaska.

PS. John er blevet kåret som en af de mest indflydelsesrige forfattere i Hollywood, og med filmatiseringen af “En flænge i himlen” og en kommende filmatisering af “Paper Towns” er det nok meget forståeligt.

 

Will Grayson, Will Grayson

Okay jeg har læst rigtig mange John Green bog og denne her havde jeg VIRKELIG set frem til at læse.

Hvorfor elsker jeg John Greens bøger? Dialogen. Jeg elsker den fuldstændig naturlige både som dialogen er på i alle hans bøger. I denne bog har han delt forfatterskabet med David Levithan.

I bogen følger man Will Grayson og Will Grayson. To fyre som er vidt forskellige, men mødes tilfældig en aften i Chicago. Begge kæmper de med kærligheden, den ene som homoseksuel og den anden som heteroseksuel. Will Grayson som er homoseksuel er depressiv og kommer fra et fattig hjem. Den anden Will Grayson har det også svært, han kan ikke rigtig finde ud af om han er forelsket i Jane, samtidig med opfører hans livsglade ven Tiny Cooper en musical, og dette ændre dem som mennesker.

Jeg elskede virkelig første del af bogen, men på et tidspunkt omkring det tidspunkt hvor Will Grayson’erne møder hinanden begynder jeg at kede mig. Det er en rigtig god bog, og jeg var vild med begge historier. Det er lidt specielt at når man læser om den ene Will Grayson er det skrevet med små bogstaver, men man vender sig næsten til det.

Bogen er smækfyldt med gode citater, her er en af dem:

“Man kan lide en, der ikke kan lide en tilbage, fordi man kan klare sig igennem uigengældt kærlighed på en helt anden måde en kærlighed, der engang er blevet gengældt” s. 56

Jeg giver bogen RRRRR

Stor tak til Politikens Forlag for dette anmeldereksemplar 2014-12-10 10.55.33

Let it snow

Det er indbegrebet af julehygge i det 21. århundrede. Dejlig ungdomsroman som også kan læses af alle over de 20.Som elsker romantik, sne og julen.

Titel: Let it snow

Forfatter: Maureen Johnson, John Green og Lauren Myrcle

Årstal: udgivet på engelsk 2008, dansk 2014

Sidetal: 363

Forlag: Politikens Forlag

Fra bagsiden: En snestorm forvandler juleaften en lille by til en romatisk kulisse af den slags, man ellers kun ser i film. Eller – i hvertfald på en måde. For en kold og våd gåtur fra et strandet tog midt ude i ingenting ender normalt ikke i et svimlende kys fra en charmerende fremmed. Og ingen forestiller sig, at en travetur i sne til albuerne hen til den lokale vaffelbar kunne føre til, at gnisterne pludselig flyver mellem gamle venner. Eller at vejen tilbage til ægte kærlighed går lige lukt igennem en alt for tidlig morgenvagt på Starbucks.

Bedømmelse: Dette er den fjerde John Green bog jeg læser på en måned, så jeg er vist ved at være en lille fan. Det er en rigtig hyggelig bog, hvor jeg følte mig i rigtig god selskab. Jeg fornemmede julehyggen og kærligheden sprede sig. Jeg var specielt vild med de to første historier, hvor jeg derimod var knap så vild med den tredje. De tre fortællinger er skrevet af tre forskellige forfattere, men er alligevel forbundet fint med hinanden uden at virke kunstige. Denne bog vil jeg gerne læse igen, for synes egentlig det kunne være spændende at genlæse den første historie igen, når jeg nu kender de to andre.

RRRRR

Tak til Politikens forlag for dette anmeldereksemplar.

Julehyggen er fantastisk i denne hyggelig julebog

Julehyggen er fantastisk i denne hyggelig julebog

Paper Towns

I dag forlader jeg juletemaet for at anmelde bogen “Paper Towns” som blev den sidste bog jeg læste færdig i november.. Og ja det er endnu en John Green bog, og det bliver ikke den sidste..

Titel: Paper Towns

Forfatter: John Green

Sidetal: 336

Forlag: Høst & Søn

Fra bagsiden: Barndomsvennerne Quentin og Margo går på samme high school, men er vokset fra hinanden. Den nørdede Q følger fascineret fra sidelinjen den gådefulde, smukke Margo, som flirter rundt med de populære elever på skolen. Men hun bliver først et mysterium, da hun en tilfældig aften kravler ind gennem Qs vindue og tilbage i hans liv – med planer om en hævnaktion mod alle der nogensinde har såret hende.

Efter deres ekspadenat forsvinder Margo, og Q og hans venner dropper eksamenslæsningen for at finde hende, død eller levende.

Bedømmelse: I begyndelsen havde jeg det som om jeg havde læst historien før. Jeg synes bogen mindede meget om John Greens bog “Sagen om Alaska” Temaet om at idealisere nogen så høj, at man egentlig ikke kender dem går igen. Men hvor jeg i “Sagen om Alaska” ikke synes hovedpersonen kom til den konklussion synes jeg den var mere tydelig her. Bogen er delt op i tre dele. I del 1 er Q og Margo ude og hævne sig på alle dem som har gjort Margo ondt. I del 2 er Margo forsvundet og Q prøver at løse mysteriet. I denne del følger man også hverdagen for Q og hans venner op til afslutningen af high school. I del 3 er de på roadtrip for at finde frem til Margo. Del 3 var helt klart min yndlingsdel. Jeg elsker deres tur, og ville gerne havde været med som blind passager. Jeg kunne ikke lade være med at grine da Q er kommet til at købe en rasistik trøje til sin sorte ven eller da Ben konstant skal tisse på turen.

Min oplevelse af bogen gik fra en 2’er til en 4’er da bogen på smuk måde gav mening til sidst.

RRRRR

Citat: “Jeg synes bare, du skal huske, at – at den måde, man forestiller sig folk på, ikke altid er den måde, de rigtig er på.” side 291

Bonusinfo: Bogen er under filmatisering og får premiere i sommeren 2015. I hovedrollen som Quentin ses Nat Wolff som spillede Isaac i “En flænge i himlen”

papertowns

Nye bøger i november

Alle mine skønne bøger fra november

Alle mine skønne bøger fra november

November er den første måned, hvor jeg for alvor har været bogblogger, og som jeg tidligere har skrevet har det været fuldstændig fantastisk. Tak for alle de positive kommentarer til mine indlæg. Jeg køber normalt aldrig bøger, men kan godt mærke efter jeg er blevet bogblogger, at det trækker lidt mere i mig, at have bøgerne derhjemme, men hovedparten af mine bøger jeg læser bliver lånt på biblioteket.

I begyndelsen af december vil jeg lave et indlæg, hvor jeg gør status over alle de bøger jeg har læst i november, men i dag handler indlægget om de nye bøger jeg har anskaffet mig i november.

Jojo Moyes bog Honeymoon i Paris har jeg anmeldt her. Det var en rigtig god lille fin oplevelse, hvor jeg virkelig glæder mig til forsættelsen udkommer i februar.

Let it snow og Hvad du ønsker er til min december læsning, og da Let it snow bl.a. er skrevet af John Green som jeg i denne måned har læst tre bøger af glæder jeg mig ekstra meget.

En mand der hedder Ove købte jeg i Føtex, da den var på tilbud og jeg havde hørt en masse positivt om den. Hvornår jeg får tid til at læse den ved jeg ikke.

Den sidste bog er Året rundt som er et anmeldereksemplar fra forlaget Mellemgaard. Det er en bog som virkelig er en kamp for mig at komme igennem. Jeg er nået lidt over halvvejs, men er mange gange ved at blive virkelig irreriteret over bogen. Jeg håber dog snart jeg bliver færdig.

I december har jeg forventning om flere bøger til dels pga. jeg får to anmeldereksemplarer fra Politikens Forlag og så er der både fødselsdag og jul.

En flænge i himlen

Titel: En flænge i himlen

En fantastisk bog er blevet til film

En fantastisk bog er blevet til film

Forfatter: John Green

Sidetal: 334

Forlag: Politikens Forlag

Handling: Hazel har kræft og går i en selvhjælpsgruppe  for børn og unge, her møder hun den jævnaldrende Augustus. De bliver hurtigt venner og sidenhen kærester. De er begge intelligente og finder fælles interesse i bogen “En fyrstelig lidelse” af Peter Von Houten. Dette drager dem til Amsterdam, hvor de møder Peter Von Houten. Døden og kærligheden og har stor betydning i denne bog.

Bedømmelse: Jeg har aldrig set filmen, men havde hørt meget positivt om bogen. Jeg havde efter, at have læst “Gåden om Alaska” været lidt skeptisk over John Greens forfatterskab. Heldigvis greb denne fortælling mig meget mere. Den er virkelig god. Selvom jeg ikke var vild med “Gåden om Alaska” kunne jeg også i den se John Greens evne til at skrive til unge om unge på en en måde som ikke nedsatte de unges intelligens. Selvom det er en ungdomsbog synes jeg bestemt den egner sig til os voksne.

Da Hazel og Augustus besøger Peter Von Houten taler han om, at mennesker i en bog kun er fiktive, og der ingen grund er til at blive så opslugte af hvordan det går dem. Det tænkte jeg en del over da jeg læste denne bog, for jeg blev virkelig grebet af hvordan det skulle gå dem. Ligesom Hazel søger en 2’er ville jeg også ønske en to’er til denne bog. Jeg græd ikke, men blev rørt, men bogen har også en sjov dialog.. I’m in love..

RRRRR

 

Gåden om Alaska

Titel: Gåden om Alaska (org. Looking for Alaska)

Forsiden til Gåden om Alaska hentet fra saxo.com

Forsiden til Gåden om Alaska hentet fra saxo.com

Forfatter: John Green

Udgivet: 2005 (DK 2014)

Sidetal: 250

Andre bøger af samme forfatter oversat til dansk: En flænge af himlen, Paper Towns

Handling

Bogen tager sin begyndelse da Miles ankommer på en kostskole i Alabama. Her indlogeres han sammen med drengen som kaldes Obersten. Hurtigt møder Miles pigen Alaska og det siger BANG for ham. Han forelsker sig lynhurtigt i Alaska. Alaska er en pige med et meget svingende humør og med mange ideer og meninger.  I bogen følger man hovedsagligt disse tre menneskers år på kostskolen, hvordan de tager hævn overfor skolens stræber, hvordan deres venskab udvikler sig. Det er svært at give et resume af handlingen uden at røbe slutningen så mit resume slutter her.

Bedømmelse

Oprindelig begyndte jeg at læse bogen fordi jeg på bagsiden havde læst, at den foregik på en kostskole, og da jeg for nogle år siden læste Jan Guilous roman “Ondskaben” som jeg synes var fantastisk ville jeg også gerne læse denne bog. Det var tydeligt, at bogen foregik i nutidens miljø, hvor kostskolelivet er noget anderledes end i Ondskaben. Egentlig synes jeg bogen var god, men jeg havde igennem hele bogen svært ved at forstå Miles besættelse af Alaska. Jeg synes Alaska var ekstrem irriertende. Dette resulterede i at jeg heller ikke kunne lide hovedpersonen. Jeg savnede svar på hvorfor Alaska var så fantastisk ud over hun var gudesmuk (måske skulle jeg bare få evnen til at sætte mig ind i drengelogik). Til trods for at bogen ikke var speciel lang synes jeg den var lidt langtrukken til tider. Men da jeg egentlig synes bogen var god, er det dens skriveform. Jeg synes John Green skriver rigtig godt, og jeg glæder mig til, at læse “En flænge i himlen”.

Minder om

Dette afsnit er kun bøger jeg har læst, og som jeg synes har lidt tilfælles med “Gåden om Alaska”

Eleanor og Park af Rainbow Rowell se anmelse her

Ondskaben af Jan Guillou