Kære far

Forfatter: Giselle Green

Sideantal: 438

Forlag: Palatium Books

Resume:  Kan tre mennesker, der alle er desperate efter kærlighed, finde lykken, når det eneste, der binder dem sammen, er en stor løgn? Smukke 28-årige Nate Hardman er krigsreporter, men har et stort problem. Han lider af PTSD og er ude af stand til at forlade sin lejlighed. Han har allerede givet slip på sit sociale liv og sin kæreste. Hans karriere er det også så som så med. Niårige Adam Boxley, der bor med sin gamle bedstemor, har også store problemer. Han bliver forsømt derhjemme og mobbet i skolen, og derfor skriver han desperat et brev til Nate. Men er Nate den, Adam tror? Vil han hjælpe? Og måske endnu vigtigere – kan han overhovedet hjælpe? Problemerne tårner sig også op over Jenna Tierney, der lige er flyttet hjem til England fra sin utro italienske kæreste. Hun har ikke noget sted at bo, hun har ikke noget arbejde og ikke rigtig kontakt med sin familie. Men da hun møder Nate, bliver hun tvunget til at tænke på sine mange impulsive handlinger i et nyt lys.Kan Nate, Adam og Jenna finde en vej ud af ensomheden?

Personer: Hovedpersonerne i den bog er Jenna som lige er kommet hjem, og som begynder som lærer på en lokal skole. Nate som er ramt af PTSD og 9-årig Adam som er ramt af omsorgssvigt og mobning i skolen. Alle tre hovedpersoner virker sympatiske, og der er egentlig ingenting at sætte på dem.

Skrivestil: Skrivestilen er meget typisk for netop denne genre, og jeg blev heller aldrig overrasket over, hvad der skete i bogen.

Bedømmelse: Det var en udmærket bog med masser af hjertevarme, men jeg tror heller ikke det er en bog som vil være en del af mig særlig længe efter endt læsning.

Anbefales til: Kan du godt lide feel-good romaner vil du også godt kunne lide denne roman, den er sød, og den fortæller en god historie.

Tak til Palatium Books for anmeldereksemplar.

Advertisement

Den, der lever stille

Har du nogensinde læst en bog, hvor du ikke har ord for hvor fantastisk en oplevelse det har har været. Sådan har jeg det med denne bog, men jeg vil alligevel forsøge at skrive lidt ord om denne fantastiske bog, men først en lille beskrivelse af bogen fra Politikens hjemmeside..

Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Og om den unge litteraturstuderende, der på trods flytter til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. ”Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem”, siger hendes far, men så tager Leonoras raseri og livslyst endelig over.

Jeg kendte godt Leonora Christina Skov før jeg læste denne bog, men havde aldrig læst noget af hende. Jeg havde hørt lidt om hendes forhold til sin mor og også at hun var lesbisk, men ellers var mit kendskab minimalt, men jeg vidste bare at denne bog skulle jeg læse. En af grundene til, at jeg ville læse denne bog var, at hendes mor desværre mindede meget om min egen mormor som jeg den dag i dag stadigvæk har svært ved at forstå hvorfor hun var som hun var.

Da jeg læste bogen var jeg ikke på noget tidspunkt itvivl om, at det var en trist barndom som Leonora Christina havde, og jeg blev så vred på hendes vejne over hendes forældre reaktion på at hun er lesbisk – og forundret. Jeg har flere homoseksuelle i min omgangskreds og det har aldrig været et chok eller noget jeg har tænkt som unaturligt for dem – nej det modsatte havde sikkert været mere chokerende, men det vidner måske også om, at hendes forældre slet ikke kendte hende.

Sprogligt er bogen på et rigtig godt niveau, og læsningen foregår på en ret flydende måde, der var kun et sted i bogen hvor jeg ikke fattede noget som helst, men det var fire linjer, hvor en kæreste taler om noget meget fagspecifik, og det betyder ikke så meget for selve oplevelsen. Leonora Christina Skov er en dansk forfatter og jeg nød for en gangs skyld at læse noget af en dansk forfatter, for jeg kunne virkelig mærke det skønne i når noget ikke går tabt i en dårlig oversættelse.

Som du nok allerede kan gætte vil jeg ligesom mange andre anbefale bogen til alle – ja jeg har allerede lånt bogen til min mor som aldrig læser bøger. Den har noget som jeg tror rigtig mange vil have godt af at læse. Derudover er det en af de mest pæne bøger at se på. Selve bogen er skøn at se på, og smudsomslaget er også flot.

Derfor tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar.

PS. Jeg fik sat nogle ord på, hvor fantastisk en oplevelse denne bog var.

Glasslottet

Da jeg var barn læste jeg Det lille Hus på Prærien og synes det var sådan en hyggelig historie om en familie der rejste fra sted til sted og måtte kæmpe for at overleve de kolde vintre. Glasslottet minder faktisk lidt om Det lille Hus på Prærien – nu er der bare gået 100 år og det er ikke længere idyllisk at være pioner i Midtvesten, men omsorgssvigt og en trist og hård barndom.

Jeannette Walls voksede op med sine forældre, hvis idealisme og stædige insisteren på ikke at tilpasse sig var deres forbandelse så vel som deres redning. Rex og Rose Mary Walls lever som nomader med deres fire børn, flytter mellem ørkenbyer i USA og camperer i bjergene.

Rex er en karismatisk og genial mand, som, når han er ædru, erobrer sine børns fantasi, lærer dem fysik, geologi og sidst men ikke mindst at omfavne livet uden frygt. Rose Mary maler og skriver og har svært ved at udholde det ansvar, der er forbundet med en familie. At tilberede et måltid, som bliver spist på et kvarter, tiltaler hende på ingen måde, når hun i stedet kan male et billede, som måske vil vare evigt.

Da det romantiske ved nomadelivet falmer, trækker familien Walls sig tilbage til en trist mineby, stedet Rex har forsøgt at flygte fra hele sit liv. Familien går mere og mere i opløsning, og Jeannette og hendes søskende må klare sig selv; de sulter, de er møgbeskidte, de fryser og bor i et faldefærdigt hus uden vand og el. Men de klarer sig og kommer videre.

Har du læst en bog, hvor du tænkte WOW. Sådan havde jeg det med Glasslottet.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Glasslottet er lidt over et år siden, da en i min bogklub valgte den som månedens bog, dengang fik jeg aldrig læst bogen færdig, da jeg egentlig ikke troede bogen var noget for mig. Jeg fik så tilbudt bogen igennem Politikens Forlag i det bogen blev genudgivet i forbindelse med filmatiseringen af bogen. Denne gang slog jeg til, men jeg har egentlig haft bogen liggende i langttid, da jeg nok troede bogen var langt vanskeligere at komme igennem end tilfældet var.

Jeg var i sidste uge (ca) i biografen for at se filmatiseringen, jeg kendte selvfølgelig noget af historien, da jeg havde læst noget af bogen, men ikke det hele. Filmatiseringen gav mig virkelig blod på tanden til, at begynde at læse bogen. Det var en god filmatiseringen som faktisk fortæller om det specielle forhold som Jeannette har til sin far, hvor hun både elsker og hader ham. Selvfølgelig kunne jeg godt se at meget var lavet om i filmatiseringen, men det var hovedsageligt i opbygningen, hvor man i filmen ser hovedpersonen Jeannette i nutiden se tilbage på sin barndom. I bogen foregår det mere kronologisk. Jeg forstår fuldstændig, hvorfor man vælger, at fortælle historien anerledes i filmatiseringen, da denne måde virker mere naturlig i filmens verden, og denne fortællestil ville være rodet i en bog. Desuden vil jeg mene, at bogens univers er langt hårdere end det bliver fremstillet i filmen.

Det er en barsk historie, om forældre som ikke evner, at være forældre, og som egentlig heller ikke fatter at de er dårlige forældre. Moren er en ekstrem drømmer som hele tiden tror på at hendes visioner for sit liv kommer i første række i hendes forsøg på at blive kunstner. Faren er alkoholiker og som den skrives i bogens slutning “godt marrineret”. Jeg var på intet tidspunkt itvivl om, at han havde store drømme, men han har ikke drivkraft eller mulighederne for at realisere dem, og så bliver hans eneste ven flasken. Faren er på mange måder den mest interessante person i bogen, for han har så mange sider – han er drømmeren som skaber fantastiske oplevelser for hans børn, men samtidig er det også den person som svigter dem konstant og som opfører sig fuldstændig utilgiveligt overfor alle omkring sig.

I Danmark vil man kalde familien for en normadefamlie, som betegner familier som flytter fra sted til sted når problemerne er ved at hobe sig op for dem. Bogen er basseret på Jeannette Walls egen barndom, og det gør bestemt ikke læsningen mindre forfærdelig for man vil virkelig gerne have at ingen børn vokser op den måde, men det er der desværre også her i Danmark. Walls familien er en typisk normadefamilie som flygter fra sted til sted. Det har været yderst spændende læsning at høre fra en insider som har opnået at komme videre efter sådan en barndom.

Tak til Politikens Forlag for at have sponsoreret bogen.