Min geniale veninde

img_20170112_143948

Da jeg arbejdede ved Aalborg Bibliotekerne, stødte jeg første gang på denne bog, fordi den havde så ekstrem mange reserveringer. Jeg blev nysgerrig, for hvad gjorde at så mange ville læse denne bog? Så jeg bestilte den, men nåede ikke at få den før jeg stoppede. Jeg skrev mig så op i både Hammel og Aarhus, hvor den også var umådelig populær. Da jeg så endelig fik den, var jeg spændt på om det overhovedet var noget for mig. Men det var det.

Nogle gange kan det være rigtig svært at forklare hvorfor netop denne bog var noget helt specielt for én. Sådan har jeg det med Min geniale veninde, for det er ikke en bog som er sindssyg spændende, det er ikke en pageturner hvor jeg bare må læse videre fordi den simpelthen er så spændende – nej det er den gode historie som bare kører der ud af i et velskrevet sprog, med en god fortælling om det at vokse op og have en bedste veninde, hvor alt ikke er perfekt og hvor man ønsker at man kunne løsrive sig fra veninden, men at hun alligevel betyder så meget for én, at man hun føltes som en fast og vigtig del af en selv.

De to veninders forskellige liv er utrolige spændende at følge, hvordan hovedpersonen Elenas liv bliver påvirket af at hun får lov til at studere, at hun har haft en lærerinde som har presset på for at hun kan få en uddannelse, hvorimod Lilas liv bliver præget af alt det hun ikke får lov til, fordi hun er kvinde.

Bogen begynder, da de er børn, men der hvor historien for alvor bliver interessant er, da de kommer i puberteten. Mange ting som der lige pludselig sker når man står i fasen mellem barn og voksen, og hvordan det udvikler sig forskelligt.

I hele bogen er der et tema omhandlende drømmene og ønskerne om at være frie og komme væk fra det liv som de er født ind i. Hvordan det er lykkedes bliver beskrevet på en helt speciel og smuk måde i bogens slutning.

Så ja, jeg vil anbefale denne bog, for den er fuldstændig fantastisk, så hvis du ikke vil investere i bogen så skriv dig op på biblioteket til denne fantastiske bog, det er bestemt ventetiden værd, for du får en historie som er rørende, smuk og utrolig velskrevet. Bogens forfatter er desuden omgærdet med en del mystik, da personen skriver under et pseudonym, da hun (det formodes det er en kvinde) mener bøgerne taler for sig selv.

Du SKAL læse denne bog, hvis du er til den enkelte rolige historie om menneskeliv. De første 50 sider er kedelige og man skal lige vende sig til alle personerne, men heldigvis er der forrest i bogen et register over personerne og deres slægtsforhold. Du skal IKKE læse bogen, hvis du forventer en bog fyldt med drama og overnaturlige begivenheder, men det vil du nok hurtigt finde ud af ved at læse bagsiden.

Jeg glæder mig til at læse næste bog i serien.

5stjerner

Skriv en kommentar