Chanceløs – Game on

IMG_1761

Der er intet i verden, footballspilleren Gray har mindre lyst til end at køre rundt i sin agents datters tyggegummilyserøde bil. Men han har brug for et køretøj, og hun er på udveksling. En indædt sms, hvor hun truer ham med, hvad der sker, hvis han ødelægger hendes elskede bil, bliver starten på et overraskende venskab.Gray er en player og ikke til seriøse forhold, men pludselig er sms-samtalerne med Ivy dagens højdepunkt. Og Ivy kommer snart hjem fra udveksling …Ivy har to regler: Hun dater ikke sine venner, og hun dater ikke sin fars klienter. Men det kræver alt hendes selvdisciplin ikke at bryde begge regler, for Gray er fast besluttet på at forføre hende og bruger alle sine tricks for at få hende til at give ham og kærligheden en chance. Og hendes bedste ven er hurtigt ved at blive den mest uimodståelige fyr, hun nogensinde har mødt…

Jeg var ikke voldsom begejstret for 1’eren i serien Sendt til tælling, og derfor tog det også langttid før jeg begyndt på denne bog, og jeg må nok også tilstå at jeg heller ikke er voldsom vild med denne bog. Da jeg læste bogen slog tanken mig “Er jeg blevet for gammel til at læse denne form for bøger?” og måske er det forklaringen på, at jeg ikke noget tidspunkt blev grebet af denne historie. Jeg læser mange historiske romaner, og der må jeg sige, at denne bog er langt fra dette. Jeg begyndte med at lytte til denne bog og det kan jeg bestemt ikke anbefale, for bogen begynder med en SMS samtale og det bliver ret trættende når oplæseren siger alt der står og gør dialogen kedelig. Lyt selv og du vil give mig ret.

Nå, men indholdsmæssigt synes jeg ikke historien bidrager med noget nyt, og jeg kan hele tiden gætte mig frem til det næste – jeg synes simpelthen den bliver for meget American High School agtig med alt for mange klicheer. Gray playboyen som jo har et hjerte af guld og Ivy den nærmest jomfrulige men alligevel sexede rigmandsdatter. Hørt før – ja! Jeg synes dog bogen bliver bedre mod slutningen og derfor får den også 3 stjerner.

3stjerner

Reklamer

9. november

IMG_1596.JPG

9. november er fjerde bog som er udkommet på dansk af amerikansk Colleen Hoover og det er også mit fjerde bekendtskab med hende. Hun er simpelthen så fantastisk og skriver på hent fantastisk måde.

I Forbandede kærlighed blev jeg grebet af det drive og den historie som Colleen Hoover formår at fortælle en kærlighedshistorie på.

I Måske en dag blev jeg nok ikke grebet på samme måde, og dette skyldes hovedsagligt at musik fyldte meget i bogen – og jeg interesser mig ikke på nogen måder på musik. Men historien var alligevel meget sød og velskrevet.

Det ender med os rørte mig så meget og jeg har sjældent læst noget der overraskede mig så meget på en yderst positiv måde.

Men tilbage til 9. november..

Aftenen inden hun flytter fra Los Angeles til New York, møder 18-årige Fallon den jævnaldrende Ben, som drømmer om at blive forfatter. De forelsker sig ved første blik og tilbringer timerne inden flyrejsen sammen. Men hvordan kan lykken vare ved, når de om lidt befinder sig i hver deres ende af landet?

I stedet for at indlede et langdistanceforhold med alle dets kompromiser og afsavn beslutter de sig for at mødes på samme dag i november i løbet af de næste fem år – uden at have nogen kontakt resten af året. Ved hvert møde vokser kærligheden mellem dem, og Fallons begivenhedsrige liv bliver hurtigt en inspirationskilde for Bens spirende forfatterdrømme. Men fem år er lang tid, og undervejs kommer hverdagen og livet imellem Fallon og Ben – på trods af de stærke følelser, der vokser mellem dem ved hvert eneste møde.

Da jeg begyndte at læse bogen, havde jeg nok forventet en bog lidt ligesom Samme dag næste år. Netop fordi handlingen altid foregår den 9. november. Men jeg blev som altid overrasket i Colleen Hoovers forfatterskab for lige pludselig sker der noget jeg ikke lige havde set komme, og jeg vidste ikke noget om hvornår det ville ske, og det er det jeg nyder ved hendes bøger, det er deres evne til at overraske og røre en på måder jeg ikke lige havde tænkt mig.

Når jeg læser bøger kommer jeg ofte til at hade hovedpersonerne, fordi de på godt jysk bare er “træls”, men jeg kunne rigtig godt lide personerne i denne bog, og jeg hader dem heller ikke nu. De virker faktisk ret virkelige. Der var på et tidspunkt, hvor jeg tænkte, nej så perfekt kunne Ben ikke være, men så sørgede Colleen Hoover for at han fik lidt kant, og dette gjorde at historien ikke blev en kæmpe kærligheds kliche men en mere troværdig historie som jeg blev lidt vild med.

Tak til Lindhardt og Ringhof/Lovebooks for at have sponsoreret bogen

4stjerner