Erika har det hele. Hun er en succesfuld ejendomsmægler i New York og har to smukke døtre. Men hendes liv tager en uventet drejning, da datteren Kristen dør i en togulykke, og hun bliver ramt af dyb skyldfølelse. Erikas overlevende datter, Annie, takler sorgen på sin egen måde: Hun er overbevist om, at der er sket en forveksling, og at Kristen stadig er i live. Erikas skyldfølelse og Annies benægtelse får mor og datter til at glide fra hinanden, isoleret i hver sin elendighed.
En dag modtager Erika en anonym e-mail med et citat fra en af de scrapbøger, hun har givet til sine døtre, fyldt med visdomsord fra hendes egen mor og bedstemor. E-mailen bliver den første i en række, der leder Erikas opmærksomhed mod Mackinac Island, hvor hun tilbragte en ulykkelig barndom. Det får Erika til at indse, at hun må samle mod til at rejse hjem til sin barndomsø og komme overens med sin egen komplicerede fortid – ellers risikerer hun at miste begge sine døtre for altid.
Min mor plejede at sig var en rigtig god oplevelse, og det gjorde at jeg fik lyst til, at læse flere af forfatterens bøger. Jeg synes hun skriver godt og medrivende, med en spændende historie på hjertet, hvor det er tydeligt at der sker en udvikling. Grundideen med at man følger en mor og en datter i den svære sorgperiode efter at have mistet en datter/søster fungerer rigtig godt og faktisk også meget realistisk, for hvor mange som har mistet en pårørende pludselig har ikke stillet sig spørgsmålet: ”Hvis jeg nu havde gjort eller ikke gjort så var det nok gået anerledes. Både Erika og Annie prøver at tilgive sig selv, fordi de mener, de bærer skylden for Kristens død. Derudover må Erika slås med ting fra sin barndom, hvor hun skal forsøge at forstå hvad der egentlig skete, da hendes egen mor døde.
Jeg kunne rigtig godt lide, at læse bogen. Jeg vil betegne bogen lidt som en feel-good bog ala Jojo Moyes m.fl. Jeg har i hvertfald fået mod på at læse mere af forfatteren.
Tak til People’s Press for anmeldereksemplar.
Ruskjærs bøger 