Den, der lever stille

Har du nogensinde læst en bog, hvor du ikke har ord for hvor fantastisk en oplevelse det har har været. Sådan har jeg det med denne bog, men jeg vil alligevel forsøge at skrive lidt ord om denne fantastiske bog, men først en lille beskrivelse af bogen fra Politikens hjemmeside..

Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Og om den unge litteraturstuderende, der på trods flytter til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. ”Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem”, siger hendes far, men så tager Leonoras raseri og livslyst endelig over.

Jeg kendte godt Leonora Christina Skov før jeg læste denne bog, men havde aldrig læst noget af hende. Jeg havde hørt lidt om hendes forhold til sin mor og også at hun var lesbisk, men ellers var mit kendskab minimalt, men jeg vidste bare at denne bog skulle jeg læse. En af grundene til, at jeg ville læse denne bog var, at hendes mor desværre mindede meget om min egen mormor som jeg den dag i dag stadigvæk har svært ved at forstå hvorfor hun var som hun var.

Da jeg læste bogen var jeg ikke på noget tidspunkt itvivl om, at det var en trist barndom som Leonora Christina havde, og jeg blev så vred på hendes vejne over hendes forældre reaktion på at hun er lesbisk – og forundret. Jeg har flere homoseksuelle i min omgangskreds og det har aldrig været et chok eller noget jeg har tænkt som unaturligt for dem – nej det modsatte havde sikkert været mere chokerende, men det vidner måske også om, at hendes forældre slet ikke kendte hende.

Sprogligt er bogen på et rigtig godt niveau, og læsningen foregår på en ret flydende måde, der var kun et sted i bogen hvor jeg ikke fattede noget som helst, men det var fire linjer, hvor en kæreste taler om noget meget fagspecifik, og det betyder ikke så meget for selve oplevelsen. Leonora Christina Skov er en dansk forfatter og jeg nød for en gangs skyld at læse noget af en dansk forfatter, for jeg kunne virkelig mærke det skønne i når noget ikke går tabt i en dårlig oversættelse.

Som du nok allerede kan gætte vil jeg ligesom mange andre anbefale bogen til alle – ja jeg har allerede lånt bogen til min mor som aldrig læser bøger. Den har noget som jeg tror rigtig mange vil have godt af at læse. Derudover er det en af de mest pæne bøger at se på. Selve bogen er skøn at se på, og smudsomslaget er også flot.

Derfor tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar.

PS. Jeg fik sat nogle ord på, hvor fantastisk en oplevelse denne bog var.

Advertisement