Da jeg var barn læste jeg Det lille Hus på Prærien og synes det var sådan en hyggelig historie om en familie der rejste fra sted til sted og måtte kæmpe for at overleve de kolde vintre. Glasslottet minder faktisk lidt om Det lille Hus på Prærien – nu er der bare gået 100 år og det er ikke længere idyllisk at være pioner i Midtvesten, men omsorgssvigt og en trist og hård barndom.
Jeannette Walls voksede op med sine forældre, hvis idealisme og stædige insisteren på ikke at tilpasse sig var deres forbandelse så vel som deres redning. Rex og Rose Mary Walls lever som nomader med deres fire børn, flytter mellem ørkenbyer i USA og camperer i bjergene.
Rex er en karismatisk og genial mand, som, når han er ædru, erobrer sine børns fantasi, lærer
Da det romantiske ved nomadelivet falmer, trækker familien Walls sig tilbage til en trist mineby, stedet Rex har forsøgt at flygte fra hele sit liv. Familien går mere og mere i opløsning, og Jeannette og hendes søskende må klare sig selv; de sulter, de er møgbeskidte, de fryser og bor i et faldefærdigt hus uden vand og el. Men de klarer sig og kommer videre.
Har du læst en bog, hvor du tænkte WOW. Sådan havde jeg det med Glasslottet.
Første gang jeg stiftede bekendtskab med Glasslottet er lidt over et år siden, da en i min bogklub valgte den som månedens bog, dengang fik jeg aldrig læst bogen færdig, da jeg egentlig ikke troede bogen var noget for mig. Jeg fik så tilbudt bogen igennem Politikens Forlag i det bogen blev genudgivet i forbindelse med filmatiseringen af bogen. Denne gang slog jeg til, men jeg har egentlig haft bogen liggende i langttid, da jeg nok troede bogen var langt vanskeligere at komme igennem end tilfældet var.
Jeg var i sidste uge (ca) i biografen for at se filmatiseringen, jeg kendte selvfølgelig noget af historien, da jeg havde læst noget af bogen, men ikke det hele. Filmatiseringen gav mig virkelig blod på tanden til, at begynde at læse bogen. Det var en god filmatiseringen som faktisk fortæller om det specielle forhold som Jeannette har til sin far, hvor hun både elsker og hader ham. Selvfølgelig kunne jeg godt se at meget var lavet om i filmatiseringen, men det var hovedsageligt i opbygningen, hvor man i filmen ser hovedpersonen Jeannette i nutiden se tilbage på sin barndom. I bogen foregår det mere kronologisk. Jeg forstår fuldstændig, hvorfor man vælger, at fortælle historien anerledes i filmatiseringen, da denne måde virker mere naturlig i filmens verden, og denne fortællestil ville være rodet i en bog. Desuden vil jeg mene, at bogens univers er langt hårdere end det bliver fremstillet i filmen.
Det er en barsk historie, om forældre som ikke evner, at være forældre, og som egentlig heller ikke fatter at de er dårlige forældre. Moren er en ekstrem drømmer som hele tiden tror på at hendes visioner for sit liv kommer i første række i hendes forsøg på at blive kunstner. Faren er alkoholiker og som den skrives i bogens slutning “godt marrineret”. Jeg var på intet tidspunkt itvivl om, at han havde store drømme, men han har ikke drivkraft eller mulighederne for at realisere dem, og så bliver hans eneste ven flasken. Faren er på mange måder den mest interessante person i bogen, for han har så mange sider – han er drømmeren som skaber fantastiske oplevelser for hans børn, men samtidig er det også den person som svigter dem konstant og som opfører sig fuldstændig utilgiveligt overfor alle omkring sig.
I Danmark vil man kalde familien for en normadefamlie, som betegner familier som flytter fra sted til sted når problemerne er ved at hobe sig op for dem. Bogen er basseret på Jeannette Walls egen barndom, og det gør bestemt ikke læsningen mindre forfærdelig for man vil virkelig gerne have at ingen børn vokser op den måde, men det er der desværre også her i Danmark. Walls familien er en typisk normadefamilie som flygter fra sted til sted. Det har været yderst spændende læsning at høre fra en insider som har opnået at komme videre efter sådan en barndom.
Tak til Politikens Forlag for at have sponsoreret bogen.
Ruskjærs bøger 