For et par måneder siden læste og anmeldte jeg Jenny Colgans roman “Det lille bageri på strandpromonaden” og faldt pladask for den hygge som bogen emede af. Nu har jeg læst “Rosie Hopkins’ søde drømme” og den er mindst ligeså hyggelig som den forrige bog af forfatteren.
I denne bog følger man Rosie som er blevet sat til at sørge for at få en gammel slægtning sat på plejehjem og få solgt hendes slikbutik i en fart. Da Rosie kommer til den lille by er hun meget skeptisk og vil bare hjem igen til sin kæreste i London og ikke blive i den lille by uden mobildækning, men Rosie finder sig hurtigt til rette i det lille samfund, og får butikken til at køre igen, og får et par beundre, men er det, det liv hun vil have – hun har jo en kæreste og hun elsker London eller gør hun.
Denne bog emner så meget hygge. Det forgår i og omkring en slikbutik så man bliver lidt lækkersulten, ihvertfald har jeg fået meget lyst til fudge siden jeg har læst bogen. Derudover er det bare en hyggelig historie om en pige som egentlig har et lidt kedeligt liv, men tager springet til at ændre sit liv og det er der noget helt fantastisk ved. Rosie får hurtig stor betydning for alle i den lille by, og hun er bestemt en sympatisk pige, hvor jeg virkelig håbede det bedste for hende. Hendes kæreste beskrives for det meste som en ynkelig kæreste, men jeg synes faktisk at forfatteren formår at gøre ham sympatisk til tider.
I næsten hvert kapitel er der en lille del af Lillians (grandtantens) opskriftbog om slik, et tilbageblik til Lillians ungdom og hendes store kærlighed og så selve hovedhistorien omhandlen Rosie. I et langt stykke tid gav historien om Lillian ikke rigtig mening, men heldigvis mod slutning finder man ud af hvorfor man skal høre denne historie.
Det er på alle måder en rigtig historie, hvor man hygger sig i Rosies selskab og drømmer om slik. Historien er britisk så meget af slikket kendte jeg faktisk ikke selvom det lød godt. Britiske feelgood romaner fungere rigtig godt og denne er bestemt ingen undtagelse. Så hvis du er til Jojo Moyes, Lucy Dillon med flere vil du nyde denne historie, som bare er rent hygge med lidt sørgeligt indimellem.
Tak til Cicero for anmeldereksemplaret
Ruskjærs bøger 