IMG_1586

Jeg har det sådan lidt med klassikere – jeg vil gerne læse nogle flere, men får bare aldrig gjort det det, da jeg ofte synes de er skrevet i et tungt og kedeligt sprog, som kan være svært at forstå. Jeg vil derfor vise fem klassikere fra min bogreol, som jeg faktisk har læst og som jeg synes var okay/gode.

Jane Eyre er muligvis en af de mest fantastiske klassikere jeg nogensinde har læst. Jeg synes den var spændende, rørende og fantastisk skrevet. Udover at handlingen er fantastisk er forfatterens desværre alt for korte liv også værd at læse om. Jeg har anmeldt bogen her.

Stolthed og Fordom er en af verdenshistoriens største klassikere som har inspireret til tonsvis af film og historier, og det er bare en rigtig velfungerende historie. Det er ved at være nogen år siden jeg læste den, men den er bestemt et genlæs værd.

Tove Ditlevsen har altid betydet noget helt specielt for mig, måske er det hendes triste skæbne eller det at vi har fødselsdag samme dag, der har gjort at jeg altid har været lidt draget af hende. Jeg har egentlig ikke læst så meget af hende – for det er ret deprimerende. Jeg har dog altid været glad for hendes noveller, og selvom de også har meget af Tove Ditlevsens tungsind er det på en anden måde end f.eks. Barndommens Gade.

Sidste sommer gik jeg lidt amok med Steinbeck romaner i den lokale genbrugsbutik i Hammel, en af de bøger jeg købte var Mus og Mænd. Jeg havde set filmen, men kunne ikke huske den, men jeg kendte til noget af handlingen. Jeg havde ikke regnet med at jeg ville blive så fanget af historien som jeg gjorde, fordi jeg tidligere havde læst Perlen som jeg bestemt ikke var vild med. Men Mus og Mænd blev jeg meget vild med, og den var også hurtigt læst, men den er også ret kort. Du kan læse min anmeldelse her.

Fiskerne er det ved at være rigtig mange år siden jeg læste, men alligevel er det en bog som jeg bliver ved med at huske og være fascineret af. Den foregår i et lille fiskermiljø, hvor indre mission har stor magt, men hvad sker der når der kommer tilflytter til området. Bogen er en kollektivroman – dvs. den har ingen hovedperson, men derimod flere, hvilket var meget karakteristisk for Hans Kirk som var kommunist.

 

Reklamer